Oplevelser på vandet.

Vi har nu været sejlere…. Eller rettere sejlet i over 20 år, og årene igennem oplevet en del, alle oplevelser er noget man billedlig talt stopper i en sæk hvor man så kan tage dem op efter behov, i denne sæk er der naturligvis nogle der stikker ud igennem , nogle mere end andre. Jeg har igennem bladets levetid været rundt om mange af oplevelserne, så når jeg nu prøver at mærke rundt på sækken for at finde nogle der stikker ud, kan det ske at noget er fortalt en gang før, men jeg skal prøve at forny.

Vi var på vej mod Marstal, som forholdsvis ny  i faget, er renden ned langs Birkholm og Bredholm stedet man skal være vågen hele tiden, nu havde vi sejlet der en enkelt gang før, så jeg havde ingen skrupler over at lade Kaptajnen styre, jeg havde udstukket kursen hun bare skulle følge, så det skulle ikke give problemer det første stykke, godt inde i renden, kommer der en lille prøjsisk sejlbåd, vel omkring de 22/ 23 fod, tøffende for motor i vores kølvandsstribe, dvs. indhentende båd, tæt bag os viger de udenom, men holder en afstand af ikke mere end et par meter formentlig, jeg var på dækket, og kunne bare se 3 hoveder og en mast der stille og roligt gled forbi, jeg var fuldstændig overbevist om at de vidste hvad de lavede. Nu har jeg før givet udtryk for at der ikke er så mange Tyskere der kan sejle, så det burde nok heller ikke komme som en overraskelse at disse heller ikke kunne, de sejlede direkte ind under stævnen på os, det hele gik lidt stærkt, pludseligt krængede deres mast, splitsekundet efter havde vi 3 mand hængende i rælingen og råbe ”hilfe”, tro det eller lad være, men jeg kom ind i styrehuset og fik slået bak på maskinen, hurtigere end  de fleste kan nå at tælle til tre. Inden damperen fik stoppet fremdriften, var vi godt ude af kurs, og jeg råbte højt, de må have forstået at de ikke var verdens mest populære sejlere, for de ændrede kurs efterfølgende og sejlede derefter nordpå igen. Efterfølgende har det været op ad bakke at få fruen til roret igen, selv den dag i dag er hun ved at skide en spræller når hun skal styre.

Senere samme dag anløb vi Marstal, det var dengang tingene ikke var så friserede som nu, flere skibe var lagt op i havnen, og blandt dem var den gamle fregat Peder Skram, den var godt nok lidt voksen set i denne lille havn, vi blev derfor også enige om at tage på en lille mande opdagelses tur efter spisetid. Som sagt så gjort, vi roede i jollen rundt på den anden side af krigsskibet, fandt tilfældigt et reb vi kunne klatre op af, så vi entrede stille og roligt skibet, svoger, sønnen og mig selv, vel oppe på dækket rev svogeren en dør op og skulle lige til at træde ind i mørket, da vi opdagede at det var et hul der gik direkte til bunden af skibet, herefter var vi klar over at vi skulle færdes med forsigtighed, vi blev enige om at det kunne være interessant af se motoren i sådan et skiv, vi ledte godt, men fandt den ikke, derimod var vi ved at fare vild op til flere gange. Hold helt kaje en gammel fregat den er stor, alle de rum og døre, jeg snakkede efterfølgende med en kollega der i sin værnepligt havde sejlet med søsterskibet til Peder Skram, Herluf Trolle, og han sagde at selv måneder efter påmønstring kunne man fare vild, så det er i bund og grund et under vi slap ud i det fri igen. Vi må også have været væk et stykke tid, for da vi endelig kom tilbage til vores egen beskedne størrelse af en båd, var der ikke just gensyns glæde, nærmere alvorligt sure miner som jo nok havde været bekymringer over vi ikke kom tilbage.

I den mere muntre ende, kan jeg huske et middelaldrende ægtepar, der selv delvist havde bygget deres båd, den lignede mest af alt en 37 fods Nautikat 33, det var dengang Svendborg havn altid var godt fyldt op af sommergæstebåde, så  de parkerede på siden af os, vi faldt derfor naturligt i snak med dem flere gange, jeg husker en ganske bestemt filosofi han havde, idet han mente at sort arbejde slet ikke burde være ulovligt, det var bare et middel til at imødegå almindelig offentlig plyndring, det kan han have temmelig meget ret i.

Første år vi havde Langelone III, havde vi tanket godt op inden ferien, og sejlede derfor trygt ud på årets togt til fjerne destinationer syd for Kattegat. Jeg testede selvfølgelig forbruget en gang i mellem med en tommestok, jeg målte i den tank der var nemmest at komme til, der var en i hver side, og ingen tankmåler blandt instrumenterne, påfyldning foregik i styrehuset under dørken direkte ned i tankene. Vi havde vel sejlet godt rundt i noget over 14 dage, og var nået til Søby, da jeg fornemmede at båden krængede en smule, hvilket undrede mig, i første omgang undersøgte jeg om der var vand indenbords, det var der ikke, jeg tjekkede diesel indholdet i tanken samtidig, og fandt at der var rigeligt endnu, den brugte ikke synderligt meget, synes jeg, og da vejrmeldingen var rigtig fin, let vind fra syd, gik vi fra Søby ud om Søby rev og Skjoldnæs fyr, og derefter sydpå om sydspidsen af Als mod Sønderborg. Lige da vi havde rundet sydspidsen af Als og var begyndt og sejle vestover, døde maskineriet i et par host , og alt blev stille, vinden var som sagt i syd, så vi drev derfor med svag fart mod land, vi kiggede kort på hinanden, og alice gik straks i gang med at stå ude i stævnen og vifte med en tovende, medens jeg og en gæst (James kaldt blandt venner i Breth) gik ned og startede med at tjekke brændstofbeholdningen, den var fin, først her tjekkede vi også den anden tank, den var tom, nu var gode dyr rådne, men vi havde da fundet en mulig årsag til at motoren var stoppet. I mellemtiden havde Alice prajet en Tysker der kom forbi, han kom så tæt på som han kunne for at høre hvad der var galt, og hun forklarede så godt hun kunne at vi havde motorstop og meget gerne ville slæbes det sidste stykke ind til Sønderborg, det havde de ikke tid til for de skulle til Lybeck. Læg lige mærke til her kære venner, sådan gør man altså ikke, det er dårligt sømandsskab af værste skuffe, da der ikke var andre i miles omkreds, kunne vi faktisk have forlist på den konto, eller evt. have forsøgt at skaffe hjælp over VHF radioen. Vi fandt dog en boremaskine pumpe godt gemt af vejen, tilfældigvis med et par slanger på i passende længde, og da jeg havde planlagt at ville gøre et par enkelte forbedringer i løbet af ferien, havde jeg også batteriboremaskine med, så vi fik pumpet nogle liter diesel over i den tomme tank, fik luftet ud og derefter startet dyret igen, hvorefter vi stille og roligt tøffede af i moderat fart mod land, til den frelsende tank i Sønderborg  lystbådehavn. Fejlen var at hver tank havde separat filter, og af hver sin type oven i købet, den tank der var halvfuld, var filteret stoppet. I vinterens løb blev dette lavet om, og begge tanke ført sammen i et filter, af korrekt type, oplevelsen lagde endnu en byggesten til mit dårlige indtryk af Tyske sejlere generelt.

Jeg har dog mødt nogle få virkeligt dygtige sejlere af Tysk herkomst, bevares, men de fleste er sikkert bedre til at jodle i Alperne, husk det nu, hvis i ser en vifte med en tovende, er det altså fordi de mangler hjælp!!

Pfv. Kasseren