04-2013

 

Oplevelser på vandet.

 

I Nykøbing Falster havde man for år tilbage en ældre havnefoged, en rigtig flink fyr, han var synes vi, rigtig dygtig til tysk, mindst hvert andet ord i en sætning var tysk, og han var enormt nem at forstå for både tyskere og danskere synes han selv, vi måtte minde ham på adskillige gange at vi var danskere, for at få ham til at slå om til rent dansk, da det endelig lykkedes, blev han så til gengæld enormt gæstfri, vi fik en rundvisning på havnen og i klubhusene, og han fortalte at vi måtte benytte faciliteterne næsten som vi ville, vi måtte lave mad i klubhusene under opholdet, vi måtte se fjernsyn og ja kortsagt næsten flytte ind, det gjorde vi nu ikke, vi havde jo selv alt ombord. Det var her vi kort efter anløb fik tilberedt en gang friskfangede rødspætter, som vi havde med oppe fra Nyborg, Torben deroppefra havde sørget for at vi mod en omgang øl til skuden fik alt hvad vi kunne æde af rødspætter med, for hunde da det smagte med en gang petersille sovs og katøfler til. Torben var nu en spøjs fyr, vi havde mødt ham nogle år tilbage ved den store oplevelse i Nyborg, som jeg i et andet nummer har beskrevet, gensyns glæden var okay, under snakken om løst og fast, blev det til at han kunne skaffe frisk fanget fisk fra en af de lokale kuttere, mod en nærmere angivet pose øl, og som aftalt kom han om aftenen med en hel bærepose rødspætter, og fik en pose øl med tilbage, kort efter kom han tilbage med en pose øl han selv havde med, og han ville nu give en bajer for at fejre gensynet. Vi skulle sejle den følgende morgen, og var derfor ikke sådan til rotervand lige denne aften, men Torben kunne selv, og det viste sig at han på Maxien havde flere bajere med, det endte med at han blev godt lakket til, og efterlod flere øl som han ikke ville have med igen, end fiskene havde kostet os, det morede vi os lidt over. Nå men tilbage i Nykøbing Falster hvor vi havde et par dages ophold, og var bla. Ude og se middelaldercentret, et ganske interessant sted, blev det igen tid at bryde op, lige inden, dvs. aftenen forinden, mødte jeg en vældig flink mand, der havde en forretning længere mod nord, der handlede med antikke ting bla. Til sådan en damper som vores, efter en længere snak var der faktisk flere ting jeg kunne bruge, og da han ikke lige havde et visitkort med sig, ville han lige smide et ind i kiosken på havnen i Stubbekøbing, som var vort næste mål den følgende dag, det glemte han åbenbart igen, surt.

Det var i Stubbekøbing vi blev inviteret med til en nyligt opstået fest ombord på en millionbåd der lagde lige bag os, to par, havde efter endt middag fundet sprutten og dansehumøret frem, og man havde åbenbart regnet ud at hvis man inviterede dem i ”de gamle både” der lagde foran, ja så kunne man jo feste så meget man ville, meeen så nemt skulle det nu ikke gå, vi var ikke sådan at få rodet med i noget, og Madam havde da også børn med, så det var ikke oplagt at smutte over hos de dyre og skabe sig tosset, endelig var vi heller ikke i tvivl om det gamle ordsprog med at - lige børn leger bedst– så enden af det hele blev at de måtte afholde fest for dem selv, lidt mere afdæmpet end de havde lyst til. Efter Stubbekøbing, sejlede vi til Vordingborg, det var et af de få steder i det sydsjællandske der foregik lidt interessant, der kom mange sejlende til, og lystbådehavnen var som regel pakket hen sidst på dagen, og en af de første aftener kom der en Bornholmsk kutter der skulle på bedding, nu er det jo sådan i enhver havn, at når alt er optaget, finder mange på alternative metoder at blive landfast på, og således var det også tilfældet her, nogle havde simpelthen parkeret skuden til beddingsbroerne, og som det sig hør og bør i det velbesøgte havne, når først en havde fortøjret, lagde der sig hurtigt flere udenpå, så alt var tætpakket. En eller anden halvsvendsker der råbte et umuligt sprog skabte sig som en gal over at der var optaget helt ind til beddingen, men de ku jo selvsagt ikke vide at der skulle komme en halvsvendsker ude fra en ø i Østersøen langt fra Danmark, så der var ingen tvivl om at det rødhårede råbende apparat, ikke var synderligt populær, lige pludselig indenfor få øjeblikke, blev de Bornholmske fiskere meget upopulære hos de fleste af havnens gæster, hvordan det hele endte husker jeg ikke, men det har givetvis givet en del problemer at havnen ikke havde spærret beddingen af for gæster, så denne sene og oprivende oplevelse kunne have været undgået. Jeg ved ikke om det er blevet bedre i dag, men dengang var det sådan at hvis man skulle opleve ægte sejler stemning, var det sydsjællandske farvand et dødt område set i forhold til det sydfynske, og efter at have søgt eventyret adskillige stæder i smålandsfarvandet, søgte vi tilbage til Sydfyn, hvor der er evigt liv i havnene, og den gode oplevelse altid er sikret, så når vi nu bliver sejlende igen, er det sikkert også her vi længes mest tilbage til, lad os igen mødes der i et andet blad, og en anden historie!

Henrik..