03-2012

Da Bjarne klørøv´s lillebror var skyld i krig!

 

Vi skal adskillige år tilbage i tiden, ja helt tilbage til skoletiden, nærmere en hovedhøjde og mange kg. Mindre end nu. Dengang en spade var en spade, og alle behandlede nogen der var ældre end dem selv med respekt, og omgangstonen var til at holde ud.

Vi var nogle stykker der havde bygget en hytte i en skovslugt i nabolaget, der var åbne marker til hver side af slugten, det var derfor en strategisk god placering, hytten var bygget af forskalling, velvilligt sponsoreret af det lokale savværk. Hytten var indrettet med to rum, og høj rejsning, hvorunder der var loft, indvendig side var isoleret med gamle papirskornsække, vi havde endda et bord lavet af en dør, plus et par sofaer, der engang var bagsæde i en bil, hytten var et ganske fornøjeligt projekt, hvor mangt et æblerov blev planlagt, et sted hvor kameratskabet blev vel plejet.

En dag vi kom til hytten, var der udøvet hærværk, dvs. låsen, (bindegarn) var skåret over med en kniv, og et bræt fra gavlen lagde på jorden, nøjj vi blev ophidset, ham der havde gjort dette, skulle satme have nogle bank, og hvordan h…… vi opdagede at Bjarne klørøvs lillebror, Kristian klørøv, en uregerlig satan man ikke vidste hvor man havde, kom cyklende forbi nede på vejen, 50 meter fra hytten, står hen i det uvisse, men det tog sådan cirka et splitsekund at finde ud af at det måtte være ham der var synderen, alverdens gode forsvars advokater, ku ikke bortforklare alle beviserne, og fanget blev han derfor, og konfronteret med vores viden. Jeg kan godt huske at han protesterede vildt på anklagerne, men nu var vi jo flere end ham, og han var dum, så det var jo ikke sådan at forsvare sin uskyldighed, så det endte med at han ville sladre til storebroderen, og så var det os der ville få bank i stedet, så for at gøre en lang historie kort, blev vi enige om at handsken var smidt, og at vi den følgende lørdag ikke havde tid, men lørdagen efter, skulle de så komme tilbage, og så kunne de få deres bekomst når de nu ikke kunne holde fingrene fra andres ting.

Bjarne og Kristian klørøv, kom fra den rivaliserende by mod syd, hvor man endnu havde egen skole, vi andre gik på en større centralskole i nabobyen mod øst, og derfor havde vi på daværende tidspunkt heller ikke meget at gøre med de rødder fra den rivaliserende by, de havde alle som en, prædikatet som værende nogle stygge bøller, aaåhh ja der var nu lige en, Månse, (Mogens) blev han kaldt, han var kal på en af de lokale gårde i sin fritid, ham så vi op til, han kunne nemlig ryge pibe uden at hoste, og han kunne tage ved et elektrisk hegn uden at få stød, så han var en fandens karl.

Nå krigen var brudt ud, og alle jungletrommer lød på skolen for en sikkerheds skyld, man kunne jo ikke vide hvor mange der stod på klørøvs side, det ku dog ikke være ret mange. Jeg vidste ikke at så mange var parat til at dø for en retfærdig sag, 35 var vi lynhurtigt oppe på, det var sgu da imponerende at vi havde så mange kamirater, selve det organisatoriske tog lidt længere tid, meen vi fik da styr på det, alle vidste da til sidst hvor det var vi skulle mødes. Dagen oprandt, og en samling vilde krigere mødte op ved hytten, alle parate til at give de bøller en ordentlig lærestreg, nogle af krigerne var nu ikke så store, men pyt med det, vi var jo mange, alene antallet ville få de fleste til at flygte over stok og sten.Helt som tænkt gik det nu ikke, pludselig var de på marken mellem skovene, 8 mand stærk, den ene mere bredskuldret end den anden, Månse var den ene af dem, alle mand på vores hold var fabelagtig hurtig på aftrækkeren, med det samme en sagde ”DER ER DE” stormede 30 vilde slagsbrødre frem, og inden man så sig om, lagde nogle af dem ned, og resten stak af over stok og sten, ned igennem slugten hvor hytten lå, og op over den modsatte skrænt, ud på marken der, og tilbage til byen, hvor det er nemmere at skjule sig ved et hushjørne, og derfra sætte et overraskelses -angreb ind, jeg skal huske at fortælle at byen, var en landsby med ca. 25 huse og de fleste med forhaver, normalt et fredeligt sted på jord, men denne dag omdannet til skueplads for en mindre by krig hvor alt var kaos, ordonanser drønede rundt på deres tohjulede pedaldrevne kampvogne, og rapporterede hvor fjenden var koncentreret.

Jeg havde hidtil undgået direkte konfrontationer med fjenden, men omme foran smeden skulle der nu ændres på den status, jeg havde udset mig en fjende på min egen størrelse, ja okay han så nu godt nok ud som han havde glemt at få bøjlen ud af skjorten, men jeg så nu ikke noget metalophæng i nakken på ham og dengang syede man ikke puder i for at fylde kunstigt op, nå lige meget med det, jeg var klar til at uddele straf til en af de syndige bøller, og røg derfor direkte på den udsete bølle, og et splitsekund efter lagde jeg på jorden, jeg tænkte, ”hvaf….. Skal han gøre modstand, måske man skulle blive sur” jeg rejste mig hurtigt og gjorde klar til et nyt angreb, og lige så hurtigt lagde jeg ned igen, nu gik det op for mig at den satans bølle, han ku nogle Japanske bissetrix man kaldte judo, så gad jeg da ikke sloges, det var jo unfair.

Kampene bølgede frem og tilbage i byen, ja hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg det var sådan at fjenden spredte sig, og gik på jagt i folks haver for at finde nogen de ku skræmme, en slog sig ad H til da han faldt af et ordonans køretøj i forbindelse med han kørte ind i en arm, han hylede ad pommeren til, så en af vores forældre havde fat i Månse, for at fortælle ham at så meget behøves de heller ikke at slås, han lovede herefter at krigen skulle foregå mere moderat, og inden vi fik set os om, var alle kampe stille og roligt døet hen. Ved eftersyn den følgende dag, havde hytten ikke lidt overlast, og intet andet var ødelagt, det sku da lige være vores stolthed, krigen blev ikke vendt med mange ord da vi mødtes i skolen igen, vi havde tabt, og sådan var det.

Med tiden blev nogle fra bøllernes by, til gode venner, og en ting skal de ha, ikke en eneste gang hørte man en triumferen over deres overlegne magt, og historien udspiller sig også i en tid hvor hærværk ikke er hverdagskost, og skulle man sloges kunne det godt være mange mod mange, men ikke flere mod en, skulle man sloges mod en, var det mand mod mand til den ene lagde ned, ikke nødvendigvis med overlast til følge.

Hvad der blev af Bjarne og Kristian klørøv, ved jeg ikke. De havde i mange år kørt med den samme skolebus som vi andre, de skulle nemlig til særundervisning i Horsens, og havde derfor altid været et naturligt mål for mobning, men efter krigen, var der ikke flere mobberier, så også på det punkt havde de vundet!

 

Skal man udlede en morale, ku det være at vi i alle aldre, er gode til at organisere os, men ikke nødvendigvis stærke fordi vi er mange, hvis man skeler til politik kan få være stærkest!

 

Henrik Lilly