02-2013

Oplevelser på vandet.

 

Små sjove episoder fra årene der er gået, dem har der været mange af, jeg prøver at granske hukommelsen.

Vi var sejlende i L2, første stop var Skærbæk, chefen havde inviteret søsteren på besøg, da hendes domicil jo ligger i Kolding, søsteren havde sine to børn med, begge værre end et par abekatte til at springe rundt, så for ikke konstant at skulle være på vagt, blev der arrangeret en gåtur i land, hen ad stranden, hvor de bare kunne brænde krudtet af, om det lykkedes tvivler jeg nu lidt på, men kan dog ikke huske det, men jeg kan huske da vi kom tilbage til båden, og knejten skulle tisse lige pludselig, i den alder skal det jo gå stærkt når man endelig skal, det nemmeste var jo at holde ham mens han tissede ud over rælingen, men det var dog satans til hyleri og protester han kom med, han var nærmest skrækslagen, og det hjalp intet at han blev lovet at vi ville holde godt ved ham, så da han havde været på toilet, og alt hylen efterfølgende havde lagt sig, kom forklaringen, dage tilbage havde han skullet tisse i en vejgrøft, og moderen havde drillet ”pas nu på der ikke kommer en måge og snupper ormen”, og måger, dem var der godt nok mange af i nærheden af mosters båd!

L2 sejlede rund med en to cyl. Hundested motor, 58 hk. Den med alu stempler, lød skøn, og tiltrak altid mange mennesker. I Ærøskøbing stod der en ældre mand og ventede stille og roligt på en sludder efter vi havde fortøjret og stoppet maskinen, det viste sig han var gammel fisker, og synes vel at tiden var af lave, idet der blev færre og færre af disse gamle motorer, hen i snakken forsøgte han at forklare at sådan en maskine som min, var en af dem man kunne rende i gang, nu er der ingen tvivl om hvordan jeg så ud i hovedet, jeg har givet vis forestillet et stort spørgsmålstegn, for han fortsatte, man skal bare have skisokker på, så kan man ligesom rende på svinghjulet. En ting må jeg give ham, han kunne læse andre mennesker, for samtalen sluttede, da jeg tænkte ”gamle torsk”, hvordan hulen skulle det kunne lade sig gøre, når bare det at tørne til start stilling alene skulle gøres med en jernstang stukket igennem svinghjulet, og der skulle satme trækkes til.

Selvsamme Hundested motor, har jo en udstødning i størrelsesordenen omkring en stålskorsten, stor nok til at det kan regne ned i den, og af samme grund, er det meget almindelig at sætte en spand over, og for at man følger mode og skik, skal det være en zink spand (metal), nu er det jo sådan at de fleste gange husker man fint alle rutiner incl. at fjerne spanden inden man starter, men-men-men, det er jo også hændt at man har glemt lige præcis denne del, og straffen udebliver da ej heller. Første gang indtraf allerede den første gang jeg selvstændigt skulle starte dyret, 2 ældre fiskere der stod på bolværket lige tæt ved, havde åbenbart set lignende før, bakkende på krumpiben, og uden at fortrække en mine, stod de og fulgte spanden indtil den landede ca. 200 meter længere henne af kajen, knejtene jeg havde med, tog en 3 dage om at få grinet tørret af fjæset igen, at dømme efter lyden fra dem, havde det været ustyrlig morsomt at se de to. Allerede dagen efter var den gal igen, og jeg har som følge af denne forglemmelse, en zink spand til at stå på bunden af Grenå færgehavn, hvis ikke en eller anden torsk har overtaget den. På et tidspunkt var jeg blevet snu, hæ-hæ, jeg satte en stor elastik stroppe i hanken, så kunne den da ikke ryge væk men kun af, det var dømt til en dag at skulle afprøves af sig selv, min svigerfar sad på rælingen bag styrehuset og snakkede, da jeg trykkede på startventilen, motoren startede prompte, men samtidig gav det et ordentlig dunk i skivet, jeg skal i den forbindelse meddele at man kan nå at komme et ordentlig register af muligheder igennem i løbet af et halv sekund inden man kommer i tanke om spanden, men det var nu ikke det værste, det var mere det at der nok gik 5 minutter inden det igen var til at få et ord indført, min svigerfar grinte så han var ved at gå udenbords, jeg skal satme også lige skrive under på at spanden blev hentet hjem igen, der var et helt stort mærke i dækket efter den, det var nu heldigt at der ikke var nogen på kolitionskurs af den hjemvendende spand.

Med L3, var vi et år sejlet til hovedstaden, turen blev bla. lagt omkring øen Ven hvor alle fra Øresund, fra København og op efter, ynder at sejle til, så det skulle vi selvfølgelig også opleve, vi fik en ganske udmærket plads i havnen, liggende på langs op ad molen, bag os kom der senere en forholdsvis stor skøjte fra Rungsted, en direktør med familien, jeg gætter på han var en af dem der har råd, alene af den grund at det kun var båden og konen der lugtede af snob, han var ganske nede på jorden, havde endda en del humor, hvilket tydeligt kom til udtryk da jeg efter han havde haft ”garagen” åbnet og trukket en gummirib ud i lyset til børnene at lege med, sagde til ham, at jeg var sikker på han ville blive tydeligt overrasket, hvis vi åbnede bagenden og kørte en Jeep i land, ”så giver jeg sgu en bajer” var hans kommentar på syngende københavnstrups, den ku jeg godt more mig lidt over, vi fik da også efterfølgende flere hygge snakker hen ad dagen, forestil jer lige den mulighed med nogle af dem fra Horsens der tror de er noget, nej vel!

På siden fik vi en sejlbåd, vist nok fra Nivå, en pensioneret pilot og hans voksne datter, som vi naturligvis også faldt i snak med i flere omgange, som dagen gik blev han mere og mere sjov, vi fandt ud af han gik jævnt godt til rødvinsflasken hen over dagen, hen under aften gik det selvsagt også ud over balance nerven, men ikke humøret, både under forberedelserne og senere indtagelse af middagen, kunne han synge for datteren, hun hyggede sig i faderens selskab, og vi andre fik af og til et billigt grin. Næste dag skulle de sejle igen, og han havde i den forbindelse lidt bekymring over hvordan han skulle komme fri af os, jeg sagde han kunne bare gå ud på et spring, han lignede et stort spørgsmålstegn, så det endte med at jeg måtte i gang med et kursus i hvordan man lægger fra, men han kunne til gengæld nogle knob jeg så lærte, jyder og sjællændere kan også bytte!

Senere på ugen var vi landet i Langelinie lystbådehavn, lige i nærheden af den lille havfrue, dvs. det var lige i den periode den var på EXPO i fjernøsten, at dømme efter de mange skuffede turister, tror jeg ikke Danmark scorede UG for denne disposition. Vi faldt i snak med flere af de lokale, nogle var rigtig sjove, der var særligt et par der stadig sidder på hukommelsen, manden sad udenfor på flybridgen og konen gik inden døre og var i gang med at blande en drink til dem hver, pludselig råbte han ned til hende, se Gerda der kommer endnu en fattigrøv, jeg spejdede rundt, og den eneste fattigrøv i miles omkreds jeg kunne få øje på, var mig selv, så det krævede selvsagt en forklaring, du har set alle de store Yachter der kommer bakkende forbi med jævne mellemrum, jo det havde jeg da, godt sagde han, alle dem uden helikopter er nogle fattigrøve, pyh ha der blev jeg godt nok lettet.

 

Henrik Lilly